Særligt tilrettelagte indsatser
- med blik for deltagelse og udvikling
På Vibeskolen arbejder vi med særligt tilrettelagte indsatser, der har til formål at styrke elevernes deltagelse i klassens fællesskab og det målrettede læringsmiljø. Vi ved, at nogle børn har brug for en anden vej ind i læringen – og derfor skaber vi fleksible læringsrum, hvor undervisningen kan forstærkes, tilpasses og målrettes, uden at eleven mister forbindelsen til fællesskabet.
Vi arbejder med mellemformer, som fungerer som træningsbaner for deltagelse, regulering og faglig udvikling. Her kan eleverne få ro til at arbejde med regulering af nervesystemet, opbygge strategier og styrke deres faglige fundament – med det klare mål at kunne indgå i den almindelige undervisning og klassens fællesskab, aftaler og rammer.
Vi tror på, at livet og verden ikke er særligt tilrettelagt – og derfor skal skolen heller ikke isolere, men ruste børn og voksne til at håndtere livets udfordringer og genvordigheder. Vores indsatser er ikke særskilte – de er en del af den samlede pædagogiske praksis, hvor vi møder eleverne med blik for både deres behov og deres muligheder.