Hvordan arbejder vi med Fælles Mål og fagplaner?
På vores skole arbejder vi med Fælles Mål som en faglig ramme, der understøtter undervisningens retning og kvalitet. Vi er en del af afprøvningen af de nye fagplaner, som skal erstatte Fælles Mål fra skoleåret 2027/2028. Det betyder, at vi bidrager aktivt til udviklingen af fremtidens undervisning i folkeskolen – med fokus på faglig fordybelse, praksisnærhed og meningsfuld læring.
Vi arbejder ud fra en grundlæggende forståelse af, at ikke alle elever lærer det samme på samme tid. Hos os bruger vi ikke begreber som "at være bagud". Eleverne er der, hvor de skal være, og vi løfter dem derfra med et tydeligt fagligt sigte. Undervisningen er differentieret og tilrettelagt, så den møder elevernes behov og potentialer – med respekt for deres individuelle læringsrejse. Børn der oplever svære ting i livet, som påvirker deres følelser, vil have udfordringer i deres læringsrejse ift. hukommelse, refleksion og koncentration. Det er en bevidsthed vi har, og som I som forældre også skal have.
De nuværende Fælles Mål er delvist lempet: Fra januar 2025 er færdigheds- og vidensmål vejledende, mens fagenes formål og kompetencemål fortsat er bindende. Det giver os større frihed til at tilrettelægge undervisningen professionelt og lokalt – og til at skabe læringsmiljøer, hvor eleverne kan engagere sig, fordybe sig og udvikle sig i fællesskab.